Avis i en ond tid

Avishistorie. Historikeren Rene Rasmussen er forfatter til to store bind om Flensborg Avis" historie i den svære tid under nazisterne. Centralt i fortællingen står en ukuelig men også lidt enøjet idealist, der aldrig handlede overilet: Chefredaktør Ernst Christiansen.

FLENSBORG. Man kan lære et menneske særdeles godt at kende, selv om man aldrig har mødt vedkommende.
Historikeren Rene Rasmussen har læst så meget om og af Ernst Christiansen, at han i dag godt tør sige, at han kender den tidligere chefredaktør for Flensborg Avis. Selv om Ernst Christiansen døde i 1941, og Rene Rasmussen først kom til verden 25 år senere.
Ernst Christiansen var chefredaktør fra 1906, til naziregimet forlangte hans afgang i sommeren 1940. Mens nazisterne fra 1933 lukkede aviser på stribe i Tyskland og fik andre til at makke ret, så fik Flensborg Avis længe lov til at leve et forholdsvis frit liv. Det var ikke mindst
Ernst Christiansens fortjeneste. Han var en besindig mand, der tænkte sig om mere end to gange, før han skred til handling. En egenskab, der var påkrævet i Tyskland fra 1933, og som var medvirkende til, at avisen kom helskindet igennem årene under et brutalt styre.
Rene Rasmussens er forfatter til mammutværket "Front og bro - Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945", et dobbeltbind på næsten 1000 sider.

Front og bro-tanken
Titlen refererer til hele den tankegang, som Ernst Christiansen redigerede Flensborg Avis ud fra. "Fronten" kan bedst forklares som et værn om danske værdier, politisk, kulturelt og geografisk, ideelle værdier, som skulle indgyde den tyske nabo i syd respekt. Begrebet "bro" var lidt mere sammensat, men stod groft sagt for en imødekommenhed over for Tyskland og den tyske kultur i Sydslesvig.

En moderne tankegang
- Det var en meget moderne tankegang, der jo kan bruges den dag i dag, når man snakker om grænselandets mindretal som en slags brobyggere mellem nationer og kulturer. Min pointe i bogen er, at front og bro-tanken som udgangspunkt var ærligt ment. Ernst Christiansen så det blandt andet som sin og avisens opgave at give et nuanceret billede af Tyskland over for læserne i Danmark og samtidig fastholde en forsigtig linje over for Berlin. Først senere bliver front og bro-tanken til en decideret strategi for overlevelse, siger Rene Rasmussen.
Han kalder Ernst Christiansen for et dybt idealistisk menneske. Ernst Christiansen havde en klippefast tro på, at alle slesvigere var danske. De tysksindede slesvigere vidste det blot ikke, men skulle reddes ud af deres vildfarelse, så de på den måde ville blive lykkelige mennesker igen - tænkte altså Ernst Christiansen. Mens Nordslesvig var vågnet til danskhed i 1840erne, så var Sydslesvig blot slumret videre, og Ernst Christiansen så det som sin opgave at vække det - vel at mærke med henblik på at få grænsen revideret.

- Han var som mange idealister også temmelig blåøjet. Man kunne næsten fristes til at kalde ham fanatisk. Men han var nu i så fald en temmelig pragmatisk og tolerant fanatiker - hvis sådan nogen da eksisterer. Han var så inderligt overbevist om, at han sad inde med sandheden. Det var formentlig det, der holdt ham oppe. For Ernst Christiansen var en fighter. Han mødte ufattelig megen modgang, nok til at knuse de fleste, men han var helt ukuelig. Der var det faldende oplag at kæmpe med, en dårlig økonomi forårsaget af valutaforholdet mellem rigsmark og kroner, der var de nationale slesvig-holstenere, naziregimet og ideologiske modstandere i Danmark. Hvor hans iltre forgænger Jens Jessen ville være faret i flint, bed Ernst Christiansen alt dette i sig og optrådte sagtmodigt over for kritik. Han havde lært af så meget af nederlaget under afstemningskampen 1918-1920, at ingen kunne eller måtte udelukkes af "det danske folkefællesskab". Alle måtte med i Ernst Christiansens nationale projekt: Socialdemokrater, venstremænd, kommunister, radikale, nationalsocialister og jøder, siger Rene Rasmussen.

Typisk nordslesvigsk
Ernst Christiansen tankegang var som Jens Jessens meget nordslesvigsk. Rigsarkivar Johan Peter Noack skriver i sin disputats om Sydslesvig 1920-1945, at Ernst Christiansen og dennes ligesidede var påvirket af 1920ernes højrenationale tyske tænkere som Ernst Jünger, når de talte om det klasseløse folkefællesskab som idealet. Det mener Rene Rasmussen er en fejlslutning.
- Ernst Christiansen er vokset ud af nordslesvigsk, højskole-grundtvigiansk tradition og slet ikke ud af en tysk national tankegang. Dette er baggrunden for, at hans satte folkefællesskabet over alt andet. Det er en af mine pointer i bogen.

Troede på Hitler
Ernst Christiansen og Flensborg Avis troede i urimelig lang tid på meget af det, Hitler udadtil gav udtryk for: At Tyskland var fredselskende, at det var et nationalt ideal, som stod over det materielle og så videre. Hvorfor egentlig, kan man spørge.
Rene Rasmussen mener, at alternativet ville have været alt for forfærdeligt. I begyndelsen fremhævede Ernst Christiansen, at det danske mindretal havde bedre vilkår under Hitler end under Kaiser Wilhelm - hvad mindretallet også havde på mange måder. Det kunne i en vis udstrækning dyrke sin egen kultur med skoler, kirker og et forholdsvis frit dagblad.
- Man turde alt for længe ikke tænke tanken: Hvis nazismen er den skinbarlige ondskab, så er alt håb ude. Uden på nogen måde at ville sammenligne det danske mindretal med jødernes skæbne, så tror jeg, at det i vid udstrækning var den samme psykologi, der gjorde sig gældende. Også mange tyske jøder troede jo lige indtil det sidste, at det ikke ville gå så galt, som det rent faktisk gik. Man holdt modet oppe. Alt andet ville have været ubærligt.

Kronikas sind
Journalist og senere chefredaktør Jacob Kronika var langt mere letbevægelig end den besindige Christiansen. Kronika svingede fra den ene yderlighed til anden og kunne være meget afvisende over for noget, han tidligere havde talt varmt for. Og omvendt. Det viser en række interessante brevvekslinger mellem de to mænd. Jacob Kronika lagde ikke fingrene imellem i sin afvisning af nazismen, da han skrev i det tysksprogede, men dansksindede dagblad Der Schleswiger. Men i 1932 kom han til Berlin som korrespondent.

Her blev han hurtigt overbevist om, at nazismen også var vejen frem for Danmark. Han skrev romanen "Revolution", der handler om en gruppe kunstnere og intellektuelle, der en for en gradvist bliver omvendt til nazismen. I dag kan man godt læse romanen som en beskrivelse af nogle naive og idealistiske unge mennesker, der ikke kunne gennemskue nazismens ondskab. Men det var ikke meningen med den, siger Rene Rasmussen.
Det var en roman, der skulle forklare danskerne, at nazismen var en national vækkelse, som også danskerne kunne lære noget af. Bogen udkom også i Tyskland, og Goebbels skal efter sigende have været begejstret.

Propagandamiddel
Hvorfor fik Flensborg Avis overhovedet lov til at fortsætte, når nazisterne ikke skyede noget middel for at få lukket munden på minoriteter og anderledes tænkende?
Flensborg Avis var den eneste avis i Tyskland, der fik lov til at fortsætte uden om nazisternes totale ensretning. Og Flensborg var den eneste by i Tyskland med under 100.000 indbyggere, der efter 1943 havde mere end en avis. Det skyldtes, at Tyskland havde en klar interesse i, at Danmark og Norden ikke blev stødt væk. Nazisterne sværmede for det nordiske, og samtidig frygtede man for gengældelsesaktioner mod det tyske mindretal i Nordslesvig.

Men Flensborg Avis var også nyttig for Tyskland udadtil. Hitler yndede at lade Tyskland fremstå som et fredselskende land. Men det var nabolandene ikke ret tilbøjelige til at tro på, og i udlandet blev den tyske presse desuden betragtet som ensrettet og utroværdig. Men Flensborg Avis" troværdighed i Danmark var betydelig højere end de tyske avisers, så på den måde kunne Flensborg Avis, der jo både af egen tilbøjelighed og tvunget af omstændighederne var nødt til at tilpasse sig, bruges som et propagandamiddel for Tyskland i udlandet.

Var de nogle nyttige idioter på avisen?
- På en måde kan de måske godt sammenlignes med fredsbevægelsen i Vesteuropa op gennem 80erne, der jo også til stadighed argumenterede for at vise Sovjetunionen tillid. Men Flensborg Avis lagde faktisk sin udenrigspolitiske linje efter nøje instruktion fra det danske udenrigsministerium. Danmark var jo også stærkt interesseret i et afspændt forhold til Tyskland, og endnu i begyndelsen af 1920erne udgjorde den danske presse i Sydslesvig en belastning for forholdet. Men i sidste halvdel af 1920erne grundlægges en tæt kontakt mellem det danske udenrigsministerium og Flensborg Avis, og derefter så udenrigsministeriet avisen som en stabiliserende faktor i grænselandet. Da Flensborg Avis i 1930 fik økonomiske problemer på grund af den faldende kronekurs, hvem var det så, der gik i aktion for at redde økonomien? Det var udenrigsministeriet og navnlig konsulen i Flensborg.

Psykologisk vigtigt
Er Ernst Christiansens måde at lede Flensborg Avis på op gennem 1930erne en succeshistorie?
- Mens den ene store, velrenommerede avis efter den anden blev lukket i Tyskland, ja så overlevede Flensborg Avis. Alene for mindretallet var det psykologisk utrolig vigtigt, at man hver dag kunne få sin danske avis - også for de dansksindede under krigen, der var ved fronterne og kunne læse, at det hele trods alt kørte videre derhjemme. Hen imod slutningen af krigen blev indholdet ganske vist mere og mere sparsomt og kedsommeligt, men man skal ikke glemme, at avisen også var med til at holde kontakten ved lige mellem Danmark og mindretallet.

Hvad er så Ernst Christiansens eftermæle?
- Hans status kan nok sammenlignes lidt med Kaj Munks: Er han en national martyr i en dansk kamp for frihed, eller er han en tvivlsom anti-parlamentarisk højreradikal? Eller er han måske begge dele - og er det muligt? For eksempel forstod socialdemokraterne i 1930ernes Danmark ham slet ikke. Det skal man nu også se fra deres synsvinkel. Socialdemokratiet kæmpede en indædt kamp for at redde det parlamentariske demokrati på et tidspunkt, da det var under beskydning fra mange sider - også fra Ernst Christiansen. Ikke kun i højre-kredse, men også i kredse langt ind i Venstre, var der i 1930erne en udbredt kritik af det parlamentariske system. Man kan måske godt sige, at socialdemokraterne i Danmark misforstod Ernst Christiansen. Men de gjorde det i så fald bevidst. For de betragtede Ernst Christiansens linje som en glidebane mod diktaturet.

Du indleder bogen med at trække en linje fra Ernst Christiansen tilbage til Jens Jessen.
- Ja, for mange har ment, at Flensborg Avis nok var lidt små-nazistisk i 30erne. Sådan kan det også komme til at se ud, hvis man først begynder i 1933. Men den fremgangsmåde duer ikke. For hvis Ernst Christiansen var nazist, så var Jens Jessen det også! Man må se det på den baggrund, som Ernst Christiansen tog med fra Jens Jessen, der jo levede i Estrup-tidens Danmark. Jens Jessen oplevede, at parlamentarismens ævl og kævl kunne splittet et folk og direkte forhindre et lands nationale forsvar. På den baggrund bliver Ernst Christiansens holdninger i 1930erne lige pludselig forståelige.

- Ernst Christiansens idealsamfund var Nordslesvig anno 1914. Det sammenhold og den nationale begejstring, han selv oplevede som ung mand dengang, ville han gerne have udbredt til resten af Danmark.
Nogen heltebiografi er de to bind ikke. Ernst Christiansens verden var meget lille, og det tror jeg også, den må blive for en mand, der står i den yderste front i spidsen for et nationalt mindretal under stærkt ydre pres. Han så hele verden og alle problemer gennem dansk-nationale briller. Jeg har forsøgt at gå kritisk til værks, men også med et stærkt ønske om at prøve at forstå ham. Og jeg må sige, at jeg har fået dyb, dyb respekt for ham.